Salgsaftaler i kontrakten
Det kan være en fordel at få indføjet dine og handelsagentens aftaler om salg i kontrakten.
Det kan fx være en god idé at aftale, at agenten skal forpligte sig til at medvirke til et vist minimumssalg.
Derudover bør der være en fast aftale om markedsføring af produkterne, om agentens forpligtelser i forhold til evt. varelager og om agentens ret til at ansætte underagenter.
Minimumsomsætning
Hvis der står skrevet i kontrakten, at agenten inden for en bestemt periode skal medvirke til et vist minimumssalg, vil det sikre, at agenten aktivt forsøger at formidle salget af ens produkter. Hvis agenten ikke opfylder denne forpligtelse, kan I fx aftale, at du har ret til at opsige aftalen. En aftale om minimumssalg gør det også nemmere for dig at planlægge produktionen.
Agenten er kun forpligtet til at præstere bestemte salgsresultater, hvis det fremgår af den indbyrdes kontrakt. Den minimumsomsætning, I aftaler, skal være rimelig, hvis du ikke skal risikere, at bestemmelsen tilsidesættes efter aftaleloven.
Du kan fx skrive i kontrakten:
Agenten skal formidle ordrer til agenturgiver for følgende beløb:
1. kontraktår: kr. xx
2. kontraktår: kr. xx
3. kontraktår: kr. xx
I de følgende kontraktår udarbejder agenten årlige salgsbudgetter, som begge parter skal have accepteret inden x måneder før kontraktårets begyndelse.
Reklame og udstillinger
I skal være enige om, hvem der skal stå for den nødvendige markedsføring af produkterne, og hvem der skal præsentere produkterne på udstillingsmesser og lignende.
Da det kan være dyrt at reklamere, må I vurdere, hvem der har størst glæde af markedsføringen. Jo mere integreret agenten er i salgsorganisationen - dvs. i hvor høj grad agenten har ret til at indgå aftale med tredjemand på agenturgivers vegne - jo større glæde har agenten af markedsføringen. I det tilfælde er det rimeligt, at agenten bærer en del af omkostningerne.
Da agenten er formidler af produkterne, vil agenten som oftest deltage i udstillinger og lignende. Forud for sådanne arrangementer, bør I aftale, hvem der skal bære omkostningerne i forbindelse med dem.
Du kan fx skrive i kontrakten:
Agenten er ansvarlig for markedsføring - efter agenturgivers forskrifter - for at fremme salget af det af aftalen omfattede produkt. Agenten træffer særskilt aftale med agenturgiver om fordelingen af omkostningerne herved. Agenten afstår fra at udbyde og markedsføre produkterne uden for det geografiske område og kundekreds, I har aftalt.
Enhver deltagelse i messer og udstillinger skal ske efter drøftelse mellem parterne, og ingen er på forhånd forpligtet til at bidrage til omkostninger i forbindelse hermed.
Varelager
Hvis agenten har lov til at indgå aftaler på dine vegne herunder at overdrage dine produkter til tredjemand, kan det måske være en fordel, at agenten har et større eller mindre varelager af produkterne. I så fald kan ordren effektueres hurtigere.
Agenten har i forbindelse med opretholdelse af et varelager pligt til:
- At drage omsorg for produkterne. Omfanget af denne pligt bør nøje specificeres i kontrakten. Det skal bl.a. fremgå, hvordan og hvor produkterne må opbevares, så man er sikker på, at de ikke bliver beskadiget
- At holde varerne adskilt fra andre varer og angive, hvem de tilhører. Denne adskillelsespligt får betydning i tilfælde af agentens konkurs, og det betyder, at agenturgiveren bevarer ejendomsretten til varerne
- At forsikre varerne. Det bør klart fremgå af agentkontrakten, hvilke forsikringer der skal tegnes, og hvem der skal betale for dem
- At undersøge varerne for mangler og beskadigelse og give agenturgiver besked om mangler. Det skal ske, så agenturgiver kan gøre indsigelser mod skader forvoldt af tredjemand, fx skader under transport
Hvis agenten skal opretholde et varelager, kan det være rimeligt, at du betaler udgifterne til det.
Du kan fx skrive i kontrakten:
- De produkter, agenten får overdraget med henblik på salg, skal agenten opbevare på forsvarlig måde.
- Agenten har pligt til at holde produkterne adskilt fra andre varer samt mærke produkterne med agenturgivers navn.
- Agenten tegner de nødvendige forsikringer, herunder tyveri- og brandforsikring. Agenten afholder selv omkostninger forbundet med at tegne forsikringerne.
- Ved overdragelse af produkterne pålægger der agenten en undersøgelsespligt for mangler. I tilfælde af mangler skal agenten straks underrette agenturgiver om dette.
Underagenter
Hvis agentens område er geografisk stort, eller hvis agenten fx arbejder for andre agenturgivere, kan det forekomme, at agenten ønsker at benytte såkaldte underagenter for at komme rundt til flere potentielle kunder. Underagenter arbejder for agenten og er med til at forhandle agenturgiverens produkter.
Ulempen ved at tillade underagenter er, at du kan miste kontrollen og den tætte kontakt til de mellemmænd, der formidler salg af dine produkter. Fordelen er, at du sikrer, at flere potentielle kunder får kendskab til produkterne, uden at det øger dit administrative arbejde, som tilfældet ville være, hvis du samarbejdede med flere agenter.
Du kan fx skrive i kontrakten:
Agenten må ikke ansætte underagenter uden forudgående skriftlig tilladelse fra agenturgiver. Gives der tilladelse, er agenten på alle måder ansvarlig for underagenterne.
Hej, Jeg har aftalte med en tidligere af mine hjemmeside kunder at jeg gerne vil købe fire dæk af ...
Hej - jeg er ved at starte egen virksomhed op og vil gerne lancere mit produkt via en flyver, jeg vi ...
