Sådan vælger du virksomhedsform
Før du kan starte en virksomhed, skal du vælge en virksomhedsform. Der er forskellige fordele og ulemper ved de forskellige virksomhedsformer.
Få vejledning af en revisor eller en advokat, som kan råde dig i forhold til din konkrete situation.
- Afgør først, om du vil drive din virksomhed som en personligt ejet virksomhed eller som et selskab. I en personligt ejet virksomhed hæfter du selv med hele din formue, og der er ingen forskel på dig selv og din virksomhed i økonomisk og juridisk forstand. Det gør du ikke i et selskab, men det kræver til gengæld en vis kapital at blive registreret som selskab
- Overvej, hvilken risiko du er villig til at løbe, hvor meget kapital du har til rådighed eller vil låne, hvilke regnskabskrav du kan og skal opfylde, samt hvad dit valg af virksomhedsform betyder for din skattebetaling
- Ved en personligt ejet enkeltmandsvirksomhed er der ingen kapitalkrav, og registreringen er gratis. Du kan oprette en enkeltmandsvirksomhed, som ejes af én person, hvor du selv hæfter for virksomhedens gæld eller et Interessent selskab (I/S), som er en personligt ejet virksomhed ejet af flere personer. I hæfter personligt og solidarisk, det vil sige, at alle hæfter lige meget og for hinanden med alt, hvad I ejer
- En anden relevant selskabsform for mindre virksomheder og iværksættere er Selskab med begrænset ansvar (SMBA), hvor deltagerne ikke hæfter personligt og solidarisk for virksomhedens forpligtelser
- Selskabsformen er fleksibel, og der er ingen kapitalkrav – der er dog krav om minimum to selskabsdeltagere
- Vælger du at oprette virksomheden som et selskab, skal du indskyde værdier for mindst 80.000 kr. hvis du vil starte et anpartsselskab (ApS), og du skal indskyde mindst 500.000 kroner, hvis du vil starte et aktieselskab (A/S). Indskuddet behøver ikke at være rede penge, men kan være varer, maskiner etc.
- Kontakt en revisor eller en advokat, der kan udforme de relevante kontrakter og hjælpe dig med at finde den helt rigtige virksomhedsform til din virksomhed
- Når du har besluttet dig, kan du registrere din virksomhed på nettet på virk.dk